Vi mangler et sprog når vi taler om døden

Jeg synes vi ofte mangler et hverdags sprog når vi skal tale om døden.

Jeg tror vi fleste har oplevede en akavede situation for den rette timing når vi skal kondolerer.

Eller hvordan skal man reagere når en fortæller at hun lige har mistet et familiemedlem? ….

Er det her man skal sige at det “gør mig ondt at høre” eller skal man sige at man kondolerer, eller er det noget helt andet man skal sige?

Og hvad siger man hvis vedkommende som har mistet, når at sige at hun er ikke i sorg over sit tab?

Lægerne, sygeplejersker, plejerne, bedemanden  og præsten har alle et sprog til døden. De har et fagligt sprog og et erfaringssprog – et formelt sprog, som måske kan virke stift og upersonligt.

Måske er det fordi vi egentlig, sådan helt grundlæggende, ikke forstår hvad  døden er. Det er ganske simpelt ikke til at forstå i sit fulde omfang, hvor endegyldigt det er, når vi mister et menneske. Og det bliver endnu mere svært hvis man aldrig selv har mistet.

Det kan godt være, vi taler meget om sorg. Men det betyder ikke, at vi bliver bedre til at håndtere mennesker i sorg. Vi opfatter sorg som en sygdom, der skal kureres.

Og hvad med børnene? Hvad er deres sorg sprog?

Vi beskytter os selv og tror måske, at vi også skærmer den, der har mistet. Så behøver den sørgende ikke sige noget eller at indgå i en dialog. Men måske er det en fejl? Jeg mener at det er en fejl da jeg mærker tydeligt i mine sessioner at den/de efterladte har brug for at fortælle om deres sorg og lidelse.

Det hjælper dem til at mestre tabet og til at mindes.

Men lad ikke din frygt for at sige noget forkert til at holde dig tilbage. Lad os i fællesskab gør sorgen og døden til en mere dagligdags tale så vi kan hjælpe hinanden i sorgen.