Sorg

Du skal leve, og ikke blot overleve

Dit liv er forandret, du har mistet et mennesker som stod dig nær. 

Men du skal stadig have en hverdag til at fungere. Alt det praktiske omkring dødsfaldet er overstået. Måske var du den, der koordinerede og planlagde bisættelsen, og derfor var optaget af det for en stund. 

Men nu banker hverdagen på døren. 

Uanset hvordan din sorgproces ser ud, er den rigtig for dig. 

Man kan ikke sørge forkert. Du kan imidlertid have brug for støtte, hjælp og rådgivning til at bevæge dig hen imod at leve dit liv videre med din sorg. 

Dit sorgforløb

Et sorgforløb vil altid tage udgangspunkt i dig, og der hvor du er lige nu. 

Et sorgforløb handler om…

  1. At få indsigt og forståelse for følelser, tanker og reaktioner
  2. At tale om tabet i et fortroligt rum
  3. At forstå sorgprocessen som en naturlig proces
  4. At få redskaber og vejledning til at håndtere og strukturere en ny hverdag
  5. At identificere og mobilisere et støttende netværk
  6. At give rum til at udtrykke tabubelagte følelser som lettelse, skam, skyld og vrede
  7. At blive mødt i øjenhøjde og med forståelse
  8. At lære at leve med sit tab 
  9. At finde ny mening og genfinde fodfæste og glæde
  10. At tale om dine inderste følelser og se sorgen i øjnene

Sorg er desværre en del af den pris, vi betaler for at elske et menneske, og er en helt naturlig reaktion på tabet. 

Sorgen mærkes som en overvældende smerte både fysisk og psykisk eller en oplevelse af fuldstændig følelsesløshed.

Det er meget forskelligt, hvordan vi sørger. Nogen mennesker græder og taler meget, mens andre går mere stille med det. Måden, vi reagerer på, siger ikke noget om styrken af vores sorg og den ene reaktion er ikke mere rigtig end den anden.

Hvordan kommer jeg videre med mit liv?

Sorg tager tid – og ofte lang tid.

Hvor lang tid?” spørger den sørgende ofte, og det kan der ikke gives et præcist svar på. 

Ens dage vil derfor kunne opleves meget forvirrende og kaotiske. Mange giver udtryk for, at sorgen fylder meget det første år.

Lær din sorgreaktion at kende

Herudover er det vigtigt, at lære sorgens smertefulde følelser at kende, så man bliver fortrolig med dem og knap så sårbar over for dem. Det er helt normalt at blive bekymret for smertefulde følelser og få tanker om man er ved at miste besindelsen og derfor have lyst til at undgå følelserne, men det vil som regel ikke lykkes i det lange løb. Det handler snarere om at finde en måde at leve med følelserne, så de hverken fylder for meget og gør for stort indhug i livskvaliteten, men ej heller helt at undgå at mærke dem.

Sorgen kommer ofte i bølger.

Mange vil opleve at sorgen aldrig forsvinder helt. Den kan dukke op i forskellige situationer ofte som en længsel eller en følelse af vemod over det mistede. 

Det vigtigste er dog, at sorgen ikke står i vejen for at leve dit liv.

Hvordan kan man vide, at sorgen fylder for meget?

Det kan være svært for den enkelte at afgøre, men nogle gode pejlemærker kan være, at man efter flere år fortsat oplever, at det eller den mistede fylder mere end det levende liv omkring en. At man synes, det giver mere mening at forholde sig til eksempelvis den afdøde end de pårørende og venner, som stadig lever, og at nutiden/fremtiden virker meningsløs at engagere sig i.

Hvis det er tilfældet, er det vigtigt at opsøge professionel støtte, så man får hjælp til at bearbejde de svære følelser, der er opstået som reaktion på det tab, man har lidt og få hjælp til at håndtere den nye livssituation, der er opstået på grund af tabet.

Det kan være svært at bede om hjælp, men det er vigtigt, at du forklarer dine omgivelser, hvad du har brug for, da de ikke nødvendigvis ved hvordan de kan hjælpe dig. At møde kærlig omsorg og forståelse hjælper de fleste, og jeg vil meget gerne hjælpe dig