Der er utrolig meget fokus på stress på arbejdsmarked (og med rette), og på hvad stress gør ved bundlinjen, når den ikke bliver håndteret korrekt.
Men hvad med den følelsesladet stress? De usynlige, undertrykte følelser, der ofte stammer fra det sociale liv – med kollegaer, venner, bekendt og familie.
Har jeg selv været der, Ja. Og Ja, selv været i terapi. For en del år siden blev jeg selv ramt af stress. Emotional Stress lød diagnosen.
Jeg anede ikke at jeg var ramt af stress, da jeg på det tidspunkt ikke arbejdede specielt meget. Og jeg var overbevist om, at man KUN fik stress når man var presset på sit arbejde. Jeg kunne ikke være længere væk fra sandheden. For jeg faldt pludseligt om – midt i en restaurant, og blev indlagt. To døgn på emergency afd. med en puls, som var så lav at den dårligt kunne måles. Jeg fik desuden en CT scanning og i flere dage lå jeg og fik målt mit EKG.
Jeg havde åndenød, hjertebanken, brystsmerter og blev ved med at besvime. Jeg blev endda indstillet til en evt. bypassoperation!
Det hele virkede totalt unreal, da jeg jo på det tidspunkt var utroligt fit og sund. Og her kommer så den helt store A-HA oplevelse. En observant læge spurgte mig: “sig mig, hvordan har du det egentlig Charlotte”? “Er du sådan oprigtigt glad?” …Og.. NEJ, gu var jeg ej. Jeg var jo slet ikke glad. Men kørte i en pleaser-snor med skuespil og glad-uden-på masken.
Dybe ar fra min skilsmisse (10 år siden) og trætheden over at føle, at i mange år at vi ikke kæmpede en fælles kamp for vores lille familie. Jeg var tilmed bund ulykkeligt i mit nye forhold efter skilsmissen, og følte et konstant pres for at være god nok. Der var desuden endnu et møj usundt forhold til mine svigerforældre. Og alt det knækkede mig.
I årevis havde jeg undertrykt mine fysiske tegn på min mentale smerte, og pludselig en aften kunne min krop ikke længere spille skuespil. Min følelsesladet stress havde overtaget. Det her var ikke et spørgsmål om at have for mange opgaver, være bagud i jobbet eller nå deadlines. Men at jeg ikke havde været god nok til at passe på mine følelser, samt at sige stop overfor de mennesker som ikke behandlede mig med respekt.
Det værste var efterfølgende at skulle stå skoleret til ens partner og svigerforældre for at forklare hvorfor en sund og fit kvinde dejser om midt på en restaurant. Hvilket de mente var voldsomt mangel på pli, ja nærmest sådan lidt Drama Queen agtigt !!! ( Det er mig stadigvæk en gåde, at man kan være så empati forladt???).
Jeg synes at det er vigtigt at når vi taler om stress i erhvervslivet, at vi også skal huske at spørge ind til privatlivet, altså det ”hele menneske” -Og ikke kun arbejdsopgaver, deadlines og kontrakter. Men lige så meget “hvordan har du det egentligt” præcis som min menneske kloge læge gjorde til mig. Det kan mange lederer lære noget af når de næste gang afholder MUS
Seneste kommentarer